Giber Å er den sydligste af de tre århusianske åer. Nord for byen ligger Egåen, som engang var en vældig istidsflod, og sammen med Århus Å gravede smeltevandsfloden for nogle tusind år siden en dyb, undersøisk rende ud forbi næsedryppet på Mols, Sletterhage, og videre, langt ud i Kattegat.
Men efter jyske forhold er Giber Å ikke ret meget mere end en bred bæk. Og i nogle af mine yngre somre tilbage i 1960’erne kunne åen næsten tørre helt ud, og vi drenge fra Sjællandsgade foretog ekspeditioner op ad åen og ude i åen på steder, hvor vildnisset på begge bredder var for tæt. Men på åens yderste løb, den sidste kilometer før udløbet ved Moesgaard Strand, var der altid dybe huller med masser af mørkt vand. Jeg prøvede engang med en lang kæp, og i et høl ved et brat sving forsvandt over to meter af kæppen ned i dybet, før den ramte noget bund.
Det var også i Giber Å at jeg fangede min første å-havørred, og det var netop i svinget med det dybe høl, den bed på min spinner. Lang, sortrygget og mager var den, og næppe meget over et kilo kød, men den var sølvfarvet på siderne og var helt klart en havørred, som havde været oppe at lege. Og selv om jeg kun var en knejt, kunne jeg godt se, at dén fisk ville have bedst af at komme ud i bugten og få spist nogle kutlinger, så den fik lov at svømme videre.
Alt dette kom jeg i tanke om, da jeg så et opslag fra min ungdoms lystfiskerklub, Alf. Forkortelsen står for Aarhus Lystfisker Forening, og klubben var 18 år gammel, da jeg blev født, og ca. 30, da jeg blev medlem, så jeg kunne fiske lovligt i Giber Å. Opslaget fra Alf (på Facebook) var en invitation til en udflugt til Lundby Fisk, tæt på Nibe. Lundby Fisk er et dambrug med klækkeri, som har specialiseret sig i opdræt af havørreder til de nord- og østjyske åer.
http://aarhuslystfiskerforening.dk/?side=arrangementer&vis=51
Alf kunne fortælle, at man havde el-fisket næsten 200 havørreder i det sene efterår 2014. Fiskene er for længst sat tilbage i Giber Å, og flertallet af dem svømmer sikkert ude i bugten lige nu. Men alle de befrugtede æg fra Giber-ørrederne er næsten ved at klække, så her i marts laver man da en gratis ekskursion i medbragte biler, og så ellers op til Heidi og Peter Holm på Lundby Fisk til kaffe og rundstykker og rundvisning. De små kræ popper ud af æggene og dalrer rundt i vandet med deres store blommesæk. Det er set før, og alligevel bliver du ikke træt af at kigge på de små ørreder in spe, som måske en dag er vokset en meter, bider på hos dig og sprænger din line!
Siden jeg var dreng i 50’erne og 60’erne er der sket mange gode ting for Aarhus, Århusbugten og Giber Å. Og selv om åen synes at være krøbet noget i størrelse siden da, så er Giber Å stadig et af de mytiske steder, hvor jeg stadig kan huske, hvordan det var at være en indianerdreng på jagt i en uudforsket jungle i en uendelig lang sommer.
I dag er stierne langs åen blevet lidt flere, bredere og mere befærdede. Men hvis man bevæger sig op ad åen, vest for Skovmøllen, så forsvinder stierne i sumpe og hegn, og min barndoms og ungdoms vandvej forsvinder ind i Østjyllands bakkede moræne. Så selv om Giber Å kun er 12 kilometer lang, er det lykkedes at bevare og endda forbedre denne lille perle, så den er ved at få fiskepotentiale i stil med Esrum Å i Nordsjælland, som dels kan minde om Giber Å på de øvre, skovklædte stykker, og dels er berømt for at huse nogle flotte havørreder. Giber Å er nemlig under stadig forbedring, takket være blandt andet Aarhus Lystfisker Forening.
Og et af Alfs gode initiativer undervejs var fisketrappen ved Skovmøllen, neden for Moesgaard. Trappen var lavet færdig, da jeg var militærnægter på Moesgaard Museum sidst i 70’erne, og den er ikke alene funktionel, men også noget af det flotteste, jeg har set af fisketrapper i Skandinavien. Den burde være en turistattraktion i sig selv.
Blandt de nyeste tiltag for at hjælpe Giber Å er Aarhus Kommunes Vandplan for 2013-2016. Det er nemlig blevet besluttet, at åen skal have tilført vand permanent, så den opretholder en vandføring på mindst 100 liter i sekundet. Kommunens beslutning er taget i forbindelse med lukningen af en række mindre rensningsanlæg, som ellers tilførte åen renset spildevand.
http://www.gogreenwithaarhus.dk/da/Projekter/Effektivisering-og-miljoegevinst.aspx
– Den øgede vandføring vil øge åens rekreative kvaliteter over for naboer, besøgende og motionister. Projektet, der er det største af sin art i Østjylland, viser samtidig, hvordan fokus på det samlede vandkredsløb kan give fordele for både naturen, borgerne og vandselskabets driftsbudgetter, skriver kommunen i sin redegørelse, og dét er jo en markant fremgang fra 60’erne, hvor selvsamme kommune “løste” sit spildevandsproblem ved at føre et kloakrør et par kilometer ud i bugten, for så at lade skidtet boble op derude …
Ja, der er løbet meget vand i åen, som man siger. Og man kan ikke bade i den samme flod to gange – eller kan man?
For mig løber Giber Å samme sted, som den altid har gjort. Og på en eller anden måde er den også blevet en del af mit dna, for den har været en væsentlig del af min voksende forståelse for og kærlighed til den danske natur. Det var dernede i åen jeg trådte på en fisk, og derovre så jeg en vandstær for første gang …
Jeg havde også et andet sted ved Lilleåen i Frisenborgskoven ude ved Hinnerup. Dér fangede jeg min første bækørred, og dér havde min morfar også fisket ørreder med hænderne under brinkerne, da han var ung i starten af 1900-tallet. Men den å eksisterer ikke længere. Hinnerup er i dag blevet til en nordlig forstad til Aarhus, og sidste gang jeg forsøgte at finde den gamle stationsby, måtte jeg give op i en labyrint af etplans typehuse. Hvis du vil se Lilleåen i dag, så kør et smut forbi Hadsten i stedet.
Så det går både op og ned her i verden, men jeg regner mig selv for at være en heldig lystfisker, for jeg har stadig mulighed for at rejse tilbage til min barndoms å og måske finde lidt af mig selv der.
Skriv et svar