I mit forsøg på at rejse igennem det sydlige Stillehav med lokal transport, var jeg nået til det østligste punkt på hovedøen Papua ny Guinea; East Cape. Herfra var de min plan at rejse øst og nordover, hvilket ville tage mig ud på nogle af de fjerneste og mindste øer i landet, inden jeg atter kom tilbage til hovedøen.
En af de første øer jeg kom til var Nuakata, hvor der levede en familie som lod mig indlogere. Jeg havde taget en lille jolle med en 40h påhængsmotor, sammen med de lokale ud til øen. Vi ankom ved mørkets frembrud, og da ingen kunne et ord engelsk, var det en smule besværligt at udtrykke mit ønske, om at finde et sted at overnatte. Det blev dog hurtigt tydeligt for dem, og jeg fik mig et fint lille værelse, i en af deres hytter.
I Papua ny Guinea er der tradition for at man lader rejsende overnatte hos sig, da det er så besværligt at rejse i landet, at de også selv er nødt til at overnatte, når de rejser ud. Derudover er det en del af verden hvor den Melanesiske tradition er udbredt, og hvor gæstfrihed tages særdeles alvorligt. Er man blevet accepteret af den lokale høvding, ser de det som deres fineste opgave at man kommer sikkert igennem området.
Således vågnede jeg på kanten af Papua ny Guinea, med udsigt til et par dage hos den lille familie. Da jeg kommer ud fra min lille palmehytte, kan jeg se at nogle af de unge drenge er i gang med at forberede deres fiskegrej; net, spyd, liner og kroge. Da jeg spurgte ind til det skulle det vise sig at de var i fuld gang med forberedelsen af en længere fisketur, hvor de ville sejle ud til en ubeboet ø længere ude i det Papua ny Guineanske hav. Der ville de så bruge de næste par dage på at fiske omkring øen, og anvende den som base imens.
Det var jeg naturligvis nødt til at være med til, så med fagter og et par engelske gloser som de må have forstået, lykkedes det mig at overtale dem til at det var en god idé at tage mig med på slæb.
Turen gik snart ud over azurblåt koral rev, som dog hurtigt blev dybblåt, og snart havde vi bølger der slog ind over båden. De første par langliner kom ud over rælingen, som de trak efter båden. Efter en lille time kunne vi skimte en meget lille ø ude i horisonten; Grace Island. Det er en ubeboet ø som fiskere i området ofte tager ud på flere dage ad gangen, for at fiske i de frodige koralrev omkring øen. Her kommer ikke mange mennesker, og slet ikke fiskeri på industrielt niveau. Alt foregår med håndkraft, langliner, net eller spyd. De små fisk klares med nettet og de større må enten fanges på langline eller spiddes, hvor sidstnævnte kræver at man dykker ned efter dem.
Da vi var kommet i land og havde slået lejr, gik de straks i gang med at fiske. Det startede med at vi gik ud på det spektakulært turkise koralrev, og kastede et net ud. Derefter ville de komme fra 3 forskellige retninger og banke hænderne ned i overfladen, på deres vej ind mod nettet i midten, for på den måde få jaget så mange fisk som muligt ind i nettet. På denne måde fangede de 30-40 mindre fisk, som man normalt ser omkring koralrev. De ikke spiselige af slagsen blev kastet ud i havet igen.
Fiskene blev renset og ordnet med det samme og lagt sammen i nogle palmeblade, og så lagt i lejren i skyggen af solen.
Efterfølgende sejlede vi ud på havet for at fiske med spyd. De anvender ikke harpun her, men simpelthen bare en lang pind med et spidst jernspyd for enden, så de kan jage den ind i fisk under havet. Tricket ser ud til at være, først at finde frem til en større stime fra overfladen, og så lade sig dykke ned, uden at bevæge sig. Ved at have sten i lommerne, og tømme det meste luft ud af lungerne, synker de stille ned mod fiskene, som på den måde ikke aner uråd. Når de så er nede, jager de spyddet ind i stimen. På denne måde lykkedes det dem på en eftermiddag at fange tyve 30-40cm lange stimefisk. Det blev også til flere Trevally’s og en af fiskerne kom sågar tilbage med en lille haj.
Men hvis deres evne til at fiske med næsten ingenting imponerede mig, så var deres tilberedelse af dem næsten endnu mere spektakulært. Da det er over 40 grader i solen, går der ikke længe før fiskene bliver dårlige eller fluerne går i dem. Så de er nød til at gøre en af flere ting for at holde kødet friskt. De kan enten stege dem med det samme, koge dem i en jordovn eller ryge dem. Drengene valgte den sidste løsning, og gik straks i gang med at bygge et stativ med 4 kæppe med hver sit ”Y”, således at de kunne bygge en platform ovenpå af tværgående pinde. På den måde havde de på kort tid bygget et lille ca. en meter højt ”bord”. Herunder lavede de så et bål, som de ville holde i gang de næste 24 timer. Fiskene der nu var blevet renset, blev lagt på de tværgående pinde, og ovenpå lagde de så palmeblade. På denne måde kunne de ryge fiskene, ved bare at holde bålet i gang, uden at brænde bordet og fiskene af.
Natten igennem ville de skiftes til at passe bålet, så det ikke gik ud. Til aften stegte vi nogle af fiskene i nogle pander vi havde taget med. Ilden lavede de på under ét enkelt minut, ved at gnide to stykker af et specielt træ mod hinanden, og hælde gløden over i fibrene fra en gammel kokosnød. Det tog mig selv 45 minutter at få en glød, og til min egen store overraskelse; ild. Det var særdeles hårdt arbejde. Men ikke for dem. Alt hvad de gjorde virkede naturligt og lige til. De må have levet på denne måde siden barnsben.
Deres senge bestod af flettede palmemåtter som de bare kastede sig på, blandt myg, myrer, edderkopper, slanger og skorpioner. Jeg selv krøb ind i mit lille MSR enmandstelt, og følte mig som en astronaut på en fremmed planet.
Da vi stod op næste morgen og kiggede til de røgede fisk, var de allerede ved at være gode, og det var muligt at brække stykker af dem. Det smagte fortrinligt. Efter ca. 24 timer, var de røget færdige, og de lagde dem i nogle kurve, som de også havde flettet, om natten, til formålet. Det meste af det de brugte, lavede de selv ud fra junglen.
Efter endnu en god dag på revet, tog jeg ved nattens frembrud min macbook frem og viste dem en amerikansk film, og det endte med at et andet hold fiskere på den anden side af øen, kom strømmende til, så vi snart var en lille beskidt dusin fiskere i lejren. Således sad vi under den klareste Papua ny Guineaske stjernehimmel og kiggede lige ind i en fremtid, som formentlig stadig ligger meget fjernt fra dem.
Jeg byttede dog gerne min evne med at kunne skrive hurtigt på et tastatur, med evnen til at kunne lave ild på under et minut og fange fisk så frit og effektivt som fiskerne fra Nuakata.
Thomas Sindberg
The Lost Notes
Skriv et svar