Jeg gik søndagstur med kæresten ned til en lille sø, tæt ved hvor jeg bor, og på søens eneste bro stod et par lystfiskere, som ikke var danskere. De lignede mest et par polske håndværkere, som havde weekendfri og var taget på fisketur. De havde et lille keepnet hængende fra en stolpe, og nede i nettet svømmede en fire-fem små skaller.
På broen faldt jeg i snak med en jævnaldrende lokal lystfisker, som også mente, at de to yngre mænd nok var udenlandske håndværkere, og vi fortsatte med at sludre om tyske madfiskere, som er et kendt og elsket tema i danske lystfiskeres diskussioner om fremmede mennesker generelt.
Tyske madfiskere mødte jeg første gang for alvor engang for længe siden i Åvik i Norge, hvor vi var nogle drenge på klubtur til den norske skærgård og et par lokale lakseleve. Vort lille hotel lå lige på molen, eller bryggen, som det hedder på norsk. Og dér kom nogle tyske fiskere i mobile homes hver aften og rensede fisk. Og der var ikke én fisk, der var for lille. Selv ganske små sej og makreller blev omhyggeligt filetteret og anbragt i store kølebokse med papir imellem hver filét. Man fik indtryk af, at tyskerne samlede forråd til vinteren, og det gjorde de måske også.
Jeg er født otte år efter slutningen af anden verdenskrig, og selv jeg kan huske, hvor lidt man smed ud dengang, fordi det var småt med alt – måske bortset fra tid, rugbrød og havregryn.
Jeg havde stået med ryggen til, så jeg opdagede først at de to lystfiskere på broen i den lille sø var ved at bryde op, da jeg så dem på vej ind mod land med deres grej. De havde måske opfattet, at vi stod og snakkede om fisk, men hvorfor de satte skallerne ud igen og forsvandt på to minutter, det ved kun de selv. Og intet problem med mig, hvis folk i øvrigt opfører sig anstændigt og ikke efterlader skrald.
Men netop madfiskeri uden mindstemål og efterladt skrald på fiskepladserne er et problem mange steder i hele landet, og østeuropæere får ofte skylden, og lige så ofte bliver “kulturforskelle” nævnt som en del af forklaringen. Men også folk, som er født og opvokset i Danmark og er af den allerhvideste, nordiske race, kan udvise “kulturelle forskelle” og svine en fiskeplads til. Så uanset om man er en lømmel eller en kulturelt udfordret østeuropæer, så véd man godt, at det er dumt at pisse i sin egen rede, at save den gren over, man sidder på, og kun at tænke på sig selv. For karma kommer tilbage og bider én i røven.
Derfor ved alle også godt, at man følger reglerne og rydder pænt op efter sig. Og hvis man ikke har lært dét hjemmefra, så må man tage ved lære af andre.
Længere er den ikke.
Noget lidt andet og lidt det samme er tonen blandt lystfiskere på Facebook; senest eksemplificeret med Mikkel, som havde fanget en fin, lille havørred på 41 cm og postet et billede af fisken.
https://www.facebook.com/fiskeri?pnref=lhc
Men et par andre lystfiskere i forummet var hurtige til at agere smagsdommere og fortælle Mikkel, at hans ørred var for lille og burde have været genudsat. Mikkel stak ikke op for bollemælk (nogle gange forstår man ikke sit eget sprog), og han var også på fast grund, for ud over at overholde mindstemålet, så havde han også fanget en af de ørreder, som der er flest af: de små.
Andre steder i verden er det omvendt, og fisk over en vis størrelse skal genudsættes, hvilket igen giver mening, da store fisk indeholder mere rogn. De store trofæ-karper rundt omkring ville heller ikke holde længe, hvis man kun satte de små ud igen.
Et andet eksempel fra Facebook er fra Knudsø i Midtjylland, hvor en tydeligvis rognfyldt madamme på godt fire kilo var taget med gaf og derefter aflivet, for at blive spist. Igen var smagsdommerne hurtigt ude, og igen var de ude på tynd is. Efter 1. maj er gedderne i ferskvand ikke fredet, rognfyldte eller ej. Og hvad er forskellen til bulefiskeriet efter de særdeles rognfyldte torsk i januar og februar? Begge dele er lige lovligt.
Men vi skal jo allesammen være her på planeten, og det er også op til hver enkelt, hvor meget ansvar man vil tage for samme planet. Det mindste, man kan gøre, er vel nok ikke at gøre noget værre, som fx at rovfiske (uanset om det er fabrikstrawlere eller fabriksarbejdere) og ikke at forurene kloden (uanset om det drejer sig om afklippet line på fiskepladsen eller giftdepotet ved Høfde 42).
Hvis de samme to fremmede fiskere står nede ved søen i næste weekend, vil jeg gå hen til dem og spørge til fangsten og hvad lystfiskere nu ellers spørger hinanden om. Så vidt jeg ved, har de to den samme ret til at fiske i søen som jeg, og det bliver ikke mig, der spørger en anden lystfisker om det statslige fisketegn. Det er Fiskerikontrollens arbejde.
Og jeg vil godt tage emnet mindstemål og fredningstider op med andre lystfiskere, hvis jeg ser dem tage for små eller fredede fisk. Sådan viden er jo nyttig, hvis man er på fremmed grund. Jeg vil også gerne lære knuder fra mig, eller fortælle min mening om Solunar-teorien, Devon-spinnere contra Flying Condoms og Izaak Walton’s besynderlige vane med at sove i samme seng som sin fiskemakker på fisketurene.
Så hvis de to lystfiskere, imod min forventning, ikke skulle vise sig at være flinke fyre … så kan jeg jo altid kede dem ihjel.
Og så lige det første til sidst: Overskriften med de truende, polske madfiskere.
Ja, papir er taknemligt, og som gammel dagbladsjournalist har jeg “strammet” tusinder af rubrikker (sådan kalder vi overskrifterne) . En anden tid, et andet sted, kunne den samme tekst have fået overskriften “Integration nødvendig i det rekreative fiskeri“, eller noget helt fjerde.
Men hvis overskiften fik dig til at læse hertil, har den virket.
http://csigerstop.dk/?text=brak%20po%C5%82ow%C3%B3w%20bez%20licencji&r=0
Skriv et svar