Jeg husker min første fisketur, som var det i går. Jeg tror, jeg var 15 år gammel, og det var dén dag, jeg besluttede at melde mig ind i Greenpeace, Dyrenes Beskyttelse, og hvad der nu ellers findes af dyre-hjælpeorganisationer.
Min far har en båd liggende i Frederiksholmskanal, og som vi indimellem gjorde om sommeren, besluttede vi at sejle op nordpå for at bade lidt fra båden og nyde en dag på vandet. Desværre skiftede vejret ret hurtigt, som det jo gør i Danmark, og da vi lå og gyngede ude på Øresund, besluttede min far sig for at sætte krog og blink på en stang og sejle lidt stille fremad med snøren i vandet. Jeg var som sagt omkring 15 og egentlig lidt uinteresseret i projektet – jeg var bare ærgerlig over, at vejret var for dårligt til at sole på dækket. Men som jeg sad der og kiggede på stangen, der stod i spænd mellem bordet og kanten af båden, blev jeg alligevel mere og mere spændt på, om der ville komme bid. Og ærligt var jeg lidt nervøs ved tanken. Min far forsikrede mig dog om, at jeg kunne være ganske rolig. “Ingen fisk bider på, mens motoren er tændt, og vi ikke gør noget som helst for at fange noget.”
Men så … pludselig … begyndte det at rykke i stangen. Jeg fik et kæmpe chok og begyndte at råbe. Min far styrtede hen til stangen og begyndte at hale i land. Det kom også meget bag på ham, at der var liv, og til at starte med troede han, at vi måske bare havde fået fat i noget drivtømmer eller ramt tangbunden – men ville da gøre, hvad han kunne for at sikre at redde stangen, så den ikke bare ville falde ud over rælingen. Efter nogen tid kom fisken til overfladen og sprællede jo selvfølgelig helt vildt – og der var det, at der gik panik i mig. Jeg var 15, og mit første møde med noget så levende, man selv var ved at hale op ad vandet, var vildt grænseoverskridende. Min far halede og halede, og endelig lå fisken på dækket. Da der jo ikke var nogen, der havde regnet med en fangst, var ingen parate med noget, der kunne slå den ihjel. Min far greb ud efter det første det bedste, som var en tom vinflaske, og begyndte at hamre ned på fisken (og nej, hvis det ikke allerede er gået for jer, så er min far ikke en rutineret fisker). Synet af den sprællende fisk (som var en torsk) og min far, der hamrede løs på den med en vinflaske, var desværre for meget for en 15-årig by-tøs, der på det tidspunkt gik mere op i makeup og drenge. Derfor fór jeg ned i kahytten og begyndte at græde og råbe af min far, at jeg ville melde ham til Greenpeace (som vist ikke har så meget med den slags at gøre).
Min 11-årige lillebror var også med, og som det er med søskende nogle gange, så panikker lillebror, hvis storesøster gør. – Så inden vi så os om, lå to grædende børn – for mit vedkommende teenager (ja, jeg er ikke stolt af min opførsel) i kahytten og syntes, at deres far var det ondeste menneske i verden at dræbe sådan en sød torsk.
Dramaet steg min far til hovedet, som havde fået et chok over ikke bare sine børns stærkt overdrevne reaktion, men også over den pludselige fisk på dækket, hvorfor han besluttede at vende kursen hjemad. Da vi nåede i havn, begyndte fisken at sprælle igen, hvorefter jeg grædende råbte: “Og du har ikke engang dræbt den … din dyremishandler.” Min far råbte tilbage, at det bare var nerver, men da han altid har været ret lydhør over for sine børn og pædagogisk i form af at ‘hoppe med’ på sine børns tanker, begyndte han at slå fisken med vinflasken endnu en gang for at forsikre os om, at nu var den altså død. Da fisken endelig holdt op med at sprælle, puttede vi den i en netto-pose og begav os hjemad.
Min mor fandt historien morsom, men var også ret flov over, at hendes børn kunne have et så akavet forhold til mad, fødekæden, naturen og dyr.
Selv om torsken nærmest var slået til plukfisk, da vi overrakte min mor netto-posen, lykkedes det hende alligevel at lave et fantastisk dejligt måltid. Selv om den ikke var stor, fejlede smagen jo ikke noget – og kartofler og smør gør underværker sammen med fisk.
Og ja, jeg syntes jo også, det smagte fantastisk. Så det var da så sandelig på tide, at jeg lærte, hvor dyrene kommer fra. Hvis man kan spise dem, må man også lære at fange og dræbe dem – også selvom man er en by-tøs på 15 år.
Skriv et svar