Der er et akut behov for meget mere fiskerikontrol

Fiskerikontrollens indsats i forhold til lyst- og fritidsfiskere har i mange år været et underprioriteret område, hvor myndighederne har satset benhårdt på, at danskerne generelt er et meget lovlydigt folkefærd. Og at lystfiskernes lovovertrædelser har været så få og små, at det slet ikke har kunnet svare sig at drive et kæmpestort kontrolapparat, for at fange nogle enkelte tyvfiskere.

Men det er nu 22 år siden at fisketegnet blev indført, og i det tidsrum er der løbet rigtig meget vand gennem åen. I de første 12 år var prisen for fisketegnet kun en flad hundredelas om året, og det var lige nøjagtigt en så lav pris, at det store flertal af lystfiskere betragtede prisen som en ubetydelig udgift.

Hen ad vejen er prisen for fisketegnet løbende blevet forhøjet, og i dag er den oppe på 185 kroner om året. Samtidigt med prisstigningerne er der sket det, at antallet af fisketegnsløsere har været konstant faldende. Og derfor er der desværre meget som tyder på, at der er en støt voksende gruppe, som tager chancen og sparer udgiften til et fisketegn. Og det er jo også meget fristende, hvis folk har lystfisket i mange år, uden at de har oplevet at blive tjekket af fiskerikontrollen, eller har hørt om nogen der er blevet tjekket.

I 2014 var der kun ca. 150.000 lystfiskere og ca. 30.000 fritidsfiskere som indløste det statslige fisketegn, disse tal skal holdes op imod, at en COWI rapport er kommet frem til, at der formentlig er helt op i mod 650.000 danskere, som dyrker rekreativt fiskeri.

Det er ganske vist sådan, at børn og unge under 18 år og folkepensionister over 65 år er fritaget for at skulle betale for et statsligt fisketegn, men der er næppe 470.000 børn, unge og pensionister som er lystfiskere. Og derfor er det åbenlyst, at lyst- og fritidsfiskeriet har udviklet sig i en retning, hvor der er et akut behov for nogle kraftige opstramninger og en øget kontrol.

Her i de senere år, er det tillige kommet en ny og meget stor gruppe af lystfiskere. Det er tilrejsende arbejdstagere, som kommer fra de østeuropæiske lande, og de har hjemmefra en tradition for at supplere husholdningen med fisk, som de fanger ved lystfiskeri, og de driver et decideret og systematisk madfiskeri ved vores ferske vande, og det sker ofte uden fisketegn og de nødvendige tilladelser til at fiske i de pågældende søer.

Flertallet af disse udlændinge har slet ingen, eller kun en meget begrænset forståelse for de regler, normer og kutymer, der er for lystfiskeri i Danmark, og de betragter mindstemål og fredningstider som noget unødvendigt pjat.

Det gør det heller ikke bedre at de østeuropæiske lystfiskere slet ikke er opdraget til den lovlydighed, som har været kendetegnende for danskerne. Mange af dem er tværtimod parat til at begå en mindre lovovertrædelse, hvis den kan gi’ dem en gevinst, og især når en kalkuleret risiko siger dem, at chancen for at de bliver pågrebet er minimal eller ikke eksisterende. Og i yderste konsekvens kan de jo spille dumme og ikke forstå dansk, engelsk eller tysk.

Samfundet udvikler sig i et rivende tempo, derfor er det på høje tid, at kontrollen af det rekreative fiskeri bliver opdateret, så den passer til nutidens forhold og behov, og da politiet ikke har tid og ressourcer til at ta’ sig af sager med tyvfiskeri, så er der faktisk behov for et korps af fiskerikontrollører, som har beføjelserne til at fungere som et all-round fiskeri- og naturpoliti. Og deres arbejdsområde skal være så bredt og altomfattende, at de fx også kan tjekke, om der er redningsveste til til de lystfiskere, der er om bord i en båd.

Men politikerne kan passende starte med at hæve bøderne for tyvfiskeri, så de virkelig kan ses, høres og mærkes. Et udgangspunkt kunne være, at fiskeri uden fisketegn som minimum skal koste en bøde på fx 5.000 kroner, og så skal bødens størrelse kunne vokse betragtligt, hvis der tillige er fanget undermåls- og fredede fisk eller anvendt ulovlige redskaber. Det bør også være en fast procedure, at der sker konfiskation af alt det grej og udstyr, som er anvendt i forbindelse med tyvfiskeriet. Og ved flere samtidige lovovertrædelser, eller ved gentagelsestilfælde, bør det automatisk udløse et forbud mod fiskeri i et år.

Store bøder vil også kunne gøre kontrolarbejdet helt eller delvist selvfinansierende, på samme måde som det er med fartkontrollerne, hvor bøderne mere end rigeligt dækker udgiften til de betjente, som passer udstyret i politiets fotovogne.

Det er under alle omstændigheder meget dumt at vi har et samfund, hvor der er 130.000 arbejdsløse, som får arbejdsløshedsunderstøttelse for at sidde derhjemme og lave ingenting, når man kunne ta’ 40-60 af dem og efteruddanne dem til at være fiskeri- og naturpoliti; det er jo ikke raketvidenskab at tjekke et fisketegn og at kunne slå op i en liste med mindstemål og fredningstider. Og en fiskeri- og naturbetjent vil blot skulle fange et par tyvfiskere hver uge, så har han rigeligt tjent den forskel hjem til samfundet, som en rigtig månedsløn er dyrere end en arbejdsløshedsunderstøttelse.

Nu om stunder er det komplet umuligt at få politiet til at køre ud på en anmeldelse om tyvfiskeri, derfor bør en intensiveret fiskerikontrol også åbne op for, at de, som ejer eller har lejet fiskeretten i en sø eller et vandløb, kan ringe og anmelde ulovligt fiskeri, og at det så medfører, at der rent faktisk kommer et par repræsentanter fra fiskeri- og naturpolitiet, som pågriber tyvfiskerne og optager en rapport.

Det er jo også en hån over for de lovlydige lystfiskere, som hvert år betaler for deres fisketegn og på alle måder retter ind efter de love og regler, som er gældende for udøvelsen af lystfiskeriet, at de skal betale for den fiskepleje, som en hel masse tyvfiskere lukrerer på.

Derfor burde det også overvejes, om det ikke ville højne selvjustitsen blandt lystfiskerne, hvis det blev gjort til et lovkrav, at fisketegnet skal bæres synligt uden på tøjet under fiskeriet, enten i et armbind eller i en klar lomme, fastgjort på jakken eller fiskevesten. Det er i hvert fald et system, som kendes fra fiskevande i udlandet, hvor det fungerer rigtig godt.

Og skulle det efter et par års intensiveret kontrol vise sig, at både de danske og udenlandske lystfiskere ændrer adfærd, så der ude ved fiskevandene igen bliver en større respekt og forståelse for lovgivningen, så kan man jo bare justere størrelsen på maskerne i Fiskerikontrollens net, så kontrolindsatsen passer til det antal tyvfiskere, som går garnet.