En af Sankt Petri brødre, en tilsyneladende redneck med det borgerlige navn Billy Joe Patrick, gik søndag til det hinsides, da han var på fisketur med to kammerater i en båd på en dam et sted i nærheden af flækken Bunch, Oklahoma. Han blev nemlig skudt af en fiskeribetjent ude i vandet.

Bunch, Oklahoma. Man kan næsten høre banjoerne spille fra vakkelvorne verandaer, hvor tandløse mænd i snavsede undertrøjer ryger majspibe og affyrer deres shotguns, mens flokke af halvvilde hunde jagter biler, og alle de etnisk udfordrede bor på the wrong side of the tracks.
Bunch er F-150’ere, cowboystøvler, to kirker, en tankstation, et par butikker og et postkontor ved siden af Sallisaw Creek. Det her er midten af Amerika, lige midt i Bibelbæltet og ude omkring Tornado Alley. Det var her Dalton Banden (den fra Lucky Luke-tegneserien) huserede; og stedet er så langt ude at de tager husene ind om natten.

Hvis vidneberetningerne om Billy Joes dramatiske død taler sandt, så har knægten været en ægte søn af Adair County, hvor Bunch ligger. Området er åbenbart hovedsagelig kendt for lystfiskeri og kriminalitet, men ikke nødvendigvis i dén rækkefølge.
http://en.wikipedia.org/wiki/Bunch,_Oklahoma
Lige ovre på den anden side af Adair County ligger nabostaten Arkansas, hvor bl.a. et ret kendt amerikansk ægtepar med efternavnet Clinton kommer fra. Og ovre i Arkansas (udtales “arkinsåh“) havde man fundet ud af, at Billy Joe havde overtrådt betingelserne for sin prøveløsladelse fra en straf, som muligvis – eller muligvis ikke – har været voldsrelateret.
Anyways, myndighederne i Arkansas ville gerne lige have en snak med Billy Joe om denne overtrædelse, så man havde udstedt en arrestordre på ham.

I søndags, den 26. april, var en game warden (en jagt- og fiskeribetjent) fra Oklahoma ude at patruljere i omegnen af Bunch, da han stødte på Billy Joe og hans kammerater i den lille båd på den lille dam. Betjenten bad om at se noget id og måske også et fisketegn, og da han tjekkede de tre lystfiskeres identitet, ringede der en lille klokke ved Billy Joes navn.
Nu om dage kan man på nettet hurtigt få tjekket både det ene og det andet, så da betjenten via sin håndholdte politi-tingest/dims/tablet fik at vide, at Billy Joe skulle til en samtale i Arkansas angående hans prøveløsladelse, så havde betjenten jo ikke rigtig noget andet valg end at passe sit arbejde og anholde Billy.

Tilsyneladende har den iboende amerikanske frihedstrang fået Billy Joe til at modsætte sig denne anholdelse, for ifølge vidnerne kom det til et håndgemæng mellem de to, og så havnede både Billy og betjenten i baljen, hvor Billy ufortrødent fortsatte sin frihedskamp – siger vidnerne – ved at holde sin modstanders hoved nede under vandet i et angiveligt forsøg på at drukne fiskeribetjenten, som dog fik vristet sig fri og fik hovedet oven vande længe nok til at han kunne få fat i sin pistol og affyre det dræbende skud imod Billy Joe.

På det seneste har de sociale medier jo vrimlet med sager, hvor amerikanske betjente render rundt og dræber folk, hvis opførsel eller hudfarve de tilsyneladende ikke kan li’, oftest ved at skyde dem, men kvælninger og rå vold har også været på banen, så historien om Billy Joe Patrick kunne være endnu en af disse triste sager.
På den anden side kunne sagen også være lige præcis det, den ser ud til at være. Ude på landet generelt synes der at være en slags social inerti, som der ikke er plads til i byerne i samme grad. I Danmark har det resulteret i en relativ høj forekomst af halal-hippier (eller hvad man nu skal kalde denne progressive og kulturbærende middelklasse) på Djursland og i flere mindre lommer, rundt omkring i det danske landskab. Her rykker de sammen om deres designværksteder, tøjshops, afvænningsklinikker, ollekoller, masseovne, økologiske gevækster og ditto tamme dyr. Andre steder i landet møder man kun overvægtige, midaldrende mænd på knallerter med grønne plastic-mælkekasser bagpå, og i USA er disse demografiske forhold bare forstørret op i amerikansk skala.

Hvis man tager til New York, vil man møde én type amerikanere. Tager man til San Francisco, er de ofte mere solbrændte og endnu mere uvidende om udenrigspolitik. Ude i Minnesota er de venlige og alvorlige, mens de vist slapper lidt bedre af ovre i Wisconsin.
I Bunch, Oklahoma, gik landevejen engang til Kansas City, men nu går den blot ud i mere intethed. Stedet ligner en mellemting mellem nordsvenske nåleskove i regnvejr og en østtysk rasteplads fra før Muren faldt.
Muligvis er det et rigtig godt sted at fiske, og det er helt sikkert et godt sted at genopleve filmen “Deliverance” (Udflugt med Døden), hvor fire venner sejler på en skæbnesvanger kanotur gennem et område, der sagtens kunne ligge i nærheden af Bunch, Oklahoma.
For Billy Joe blev søndag dagen for hans endelige medvirken i reality-versionen af “Deliverance”. Han blev skudt med en rigtig kugle, og han døde rigtigt, lige på stedet og for øjnene af sine venner. Dén fisketur glemmer de nok ikke lige med det samme.
Hvis historien om Billy Joe Patrick viser noget, så må det vel være, at selv om han var en prøveløsladt forbryder, så var han trods alt så meget menneske, at han stadig kunne tage på fisketur med sine venner. Fiskeribetjenten, hvis navn holdes tilbage, er nu sendt på betalt orlov, mens sagen bliver undersøgt.
Og HER er det så, at alle sande lystfiskere vil spørge: Fangede de noget?
Desværre.
Det melder historien ikke noget om.


Og hvis du ikke kan få nok af politisk-økonomiske analyser af det amerikanske samfund, kan du læse videre herunder:
http://www.theguardian.com/world/2013/dec/08/david-simon-capitalism-marx-two-americas-wire?CMP=fb_gu
Skriv et svar