I december-nummeret af Tackle Trade World fortælles det, at dyrebeskyttelsesgruppen PETA (People for the Ethical Treatment of Animals) nu truer med at pudse Aquatic Angel-undervandsdroner på lystfiskere, der fisker i fredede områder eller fanger truede fiskearter.
PETA holder dog kortene tæt til kroppen, hvad angår de tekniske specifikationer, og i betragtning af teknologiens nuværende stade, skal truslen nok nærmere betragtes som netop det: blot en trussel.
Men det er også en prøveballon, for i takt med den stigende miljøbevidsthed i vores del af verden, er der også et øget fokus på vores behandling af dyr og andre medskabninger. Derfor vil det være “klogt” af alle lystfiskere at være ekstra opmærksomme på dyrevelfærd, når vi har at gøre med de fisk, vi af og til trods alt fanger.
Vi kommer næppe udenom at bruge kroge til lystfiskeri (selv om “Silkekrogen” til hornfisk er genial), men vi kan i visse tilfælde overveje at bruge modhageløse kroge, ligesom enhver fisker enten bør genudsætte fangsten så hurtigt og blidt som muligt, hvis den ikke skal med hjem. Skal fisken spises, så slå den hurtigt ihjel med et hårdt slag mellem øjnede. Det ser ikke godt ud, når lystfiskere bare lader fiskene ligge og sprælle mens de bliver kvalt.
Men ellers skal man stå ved, at man er lystfisker og slår fisk ihjel en gang imellem. De fleste modstandere af lystfiskeri lider slet ikke under de samme kvaler, når de skal spise kød fra supermarkedets køledisk. Hvis man er så meget buddhist at man følger Dhammapada‘s forslag om, at intet levende må dræbes, så er man – i princippet – også imod fri abort og fluesmækkere.
Og selvom det lykkes PETA at få deres undersøiske Engledroner sat i vandet, er det næppe andet end signalpolitik fra deres side. Men derfor skal det tages alvorligt alligevel, for det afspejler en voksende tendens i et stadig mere og mere blødsødent samfund.
Hvis undersøiske droner kan fange lystfiskere en dag, kan de sikkert også opspore fisk. Så måske har Tackle Trade World om føje år en drone, der kan opspore fiskene for os, i deres katalog. Du kan se, hvad grejforhandlere verden over snakker om i linket herunder til TTW’s julenummer.
Skriv et svar