Brug din demokratiske ret og skriv et høringssvar
Fødevareminister Dan Jørgensen har sendt et udkast til en bekendtgørelse om et forbud mod brug af levende agnfisk i forbindelse med lystfiskeri ud i høring. Den eksakte lovtekst kan læses på flg. link: Bekendtgørelse om forbud mod brug af levende agnfisk.
Alle danske lystfiskere er høringsberettigede, da de har direkte og individuelle interesser i det bebudede forbud mod at anvende levende agnfisk, og derfor bør alle lystfiskere bruge en halv time på at skrive en indsigelse, og sende den til flg. to e-mail adresser, husk journalnummeret.
hoering@fvst.dk og befol@fvst.dk
j.nr. 2014-15-31-00084
Høringen udløber ganske vist først fem dage efter det kommende folketingsvalg, hvor der iflg. prognoserne er overvejende sandsynlighed for, at der kommer en helt ny fødevareminister. Men det må ikke være en sovepude; der er desværre masser af eksempler på, at det er embedsmændene i ministerierne som styrer lovmaskinen, og at de derfor sørger for, at en ny minister gennemfører de love, som den foregående minister havde sat på beddingen.
Men det kunne jo gøre indtryk på en ny minister, hvis han erfarer, at Fødevarestyrelsen har modtaget mange tusinde høringssvar, som gør indsigelser over for bekendtgørelsen – og husk så på, at fristen for at indsende et høringssvar er senest tirsdag 23. juni 2015.
På Niels Riis Ebbesens hjemmeside kan du læse hans eget forslag til et høringssvar, som andre gerne må ”låne” fra.
Skriv et svar