Guldfisk kan tåle smerte langt bedre, når de er på morfin, har en norsk fiskeforsker fundet ud af.
Den seneste tids debat om levende agnfisk og anden dyre-etisk adfærd har aktualiseret det gamle spørgsmål om, hvorvidt fisk kan føle smerte.
Og se! Voila (som franskmændene siger) springer en norsk forskerjente ud på hjemmesiden videnskab.dk med en artikel om fiskenes eventuelle oplevelse af smerte. Hvis du vil vide, hvad doktorgradsstipendiat Janicke Nordgreen (billedet herunder) fra Norges veterinærhøjskole synes om dét emne, kan du læse hele artiklen her: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/av-sagde-fisken
Hvorvidt fisk kan eller ikke kan føle smerte kan man sikkert få resten af vinteren til at gå med at diskutere. Lidt sjovere er det derimod at kigge på Janicke Nordgreens smerteforskning, der har et par overraskende bivirkninger – eller hvad man nu skal kalde det.
Hun har brugt guldfisk, laks og regnbueørred i sine forsøg, og ikke mindst guldfiskene har haft det interessant i et smerteforsøg, hvor nogle af dem først fik sig et skud morfin, inden hele gruppen blev påført en potentielt livstruende opvarmning til 38 grader Celsius. Forsøget viste, at guldfisk i dette tilfælde klarer sig bedst, hvis de er på morfin.
De guldfisk, som ikke havde fået morfin, havde det temmelig skidt efter forsøget, mens de morfin-dopede artsfæller tilsyneladende havde det strålende. (bonusinfo fra videnskaben: Guldfisk kan tåle en masse morfin, og det kan de fleste andre fisk åbenbart også).
Janicke Nordgreen skal nok få sin doktordisputats hevet i land, for i det store og hele virker hun oprigtig og tilforladelig. Når hun har fundet ud af, om fisk føler en eller anden form for smerte, så synes hun, at spørgsmålet om dyrs kognitive processer og tankeliv vil være et spændende forskningsområde. Men spørgsmålet om fisk og smerte er i sidste ende etisk, mener Nordgreen.
– Spørgsmålet om bevidsthed hos dyr er særdeles interessant som tema for grundforskning. Man kan imidlertid stille spørgsmålstegn ved, om det bør være afgørende for, om fisk skal behandles, som om de føler smerte eller ej, siger Nordgreen til forskning.no.
Ovenstående virker måske en smule kuriøst eller endda uvedkommende for en lystfisker, men vær opmærksom på hvad medierne bringer til (fiske)torvs af oplysninger. Før du ved af det har din syge mosters raske veninde læst noget om “hobbyfiskere på norsk narko”, og så er det jo altid en fordel at vide, hvor historien kommer fra i første omgang.
Kan fisk føle smerte? For alle andre end fisk er dette spørgsmål subjektivt. Men det tror jeg da nok, at de kan, fiskene. Desuden tror jeg på en undersøgelse, der havde som konklusion, at det værste for de krogede fisk er stressfaktoren, der kan slå fisken ihjel. Vel lidt a la at gå i chok. Jeg har også set fisk, der bider på igen, selv om de lige er sluppet af krogen.
Og kalve og kyllinger føler sikkert også smerte, men de får næppe morfin.
Hvis din tørst efter viden om følelser og fisk endnu ikke er stillet, så har videnskab.dk en række ferske tilbud i etologi, wellness og fordøjelsesprocesser:
Levende sushi: Gør det ikke ondt at blive spist?
Raw Food kan gøre dig alvorligt syg
Skriv et svar