“Havørreden træffes op til 50 km fra vandløbets udmunding”
Sådan kunne man læse i nogle af de ældre fiskebøger. Men nyere forskning har vist at det langt fra forholder sig sådan.
STOR FORSKEL IMELLEM BESTANDE
Skandinavisk forskning fra 80’erne og 90’erne viste, at der var stor forskel imellem de enkelte bestande. I nogle vandløb holdt ørrederne sig relativt tæt omkring åudmundingen imens de i andre viste større tendens til at drage på langfart.
Fælles for forsøgene fra denne tid var, at man mærkede fisk med små mærker, så de kunne identificeres ved genfangst. En lille procentdel af dem blev så genfanget og man kunne registrere stedet og lave statistik over det. En fin, men relativt dyr metode, da der går lang tid med mærkning og fordi kun en lille procentdel bliver genfanget.
DEN NYE METODE
Med fremkomsten af genetiske markører har man sidenhen fået mulighed for at arbejde på en ny måde. Metoden er ikke helt så præcis som mærkningsforsøgene. Til gengæld er den billigere og kan fokusere på de fisk der ER blevet store og dermed har overlevet de første svære unge år
Metoden er som sådan ikke spritny. Den dna-teknik man anvender svarer til den man bruger i politiets dna-register og har efterhånden 20-25 år på bagen.
Med metoden har forskerne fundet ud af at havørrederne trækker langt omkring. Eksempelvis stammer en stor den af fiskene i Østersøen fra Limfjorden!
Læs mere her: https://seatrouting.com/2017/04/24/genetisk-undersoegelse-din-kystfangede-havoerred-kommer-maaske-langvejs-fra/
Skriv et svar