Min gedde fra Furesøen

Hvis du støder på en stor gedde fra Furesøen med en krog i mundvigen, så er det min …

I en alder af 22 år lykkedes det mig endelig at overvinde oplevelsen fra min første fisketur. Jeg var begyndt at se en dreng, som rigtig godt kunne lide at fiske. Og jeg var vildt forelsket i ham og var med på alt, hvad han foreslog. Derudover havde jeg på det tidspunkt en idé om, at jo mere mande-agtig en pige kunne blive, jo sejere var hun over for drengene. Altså ikke udseendet og mange andre ting, men jeg syntes, at piger, der interesserede sig for biler, jagt, rap-musik m.m. og samtidig så feminine ud, var seje piger. Derfor var jeg jo også nødt til at sige ja, da min kæreste foreslog en fisketur. Heldigvis var det en af de hyggeligere af slagsen.
Vi havde weekenden før været ude på Furesøen og sejle kano, og min kæreste havde på den tur luret på, at man måske kunne fange noget derude. Jeg tror vist ikke, det er helt lovligt at fange noget sådan et sted (det er der sikkert nogen af jer, der ved meget bedre), men … vi pakkede vores madpakker, fiskegrej og en stak øller og drog af sted. Det kostede nærmest 500 kr. at leje en kano en hel dag ved Furesøen, men nu var vi der, så det ofrede vi.
Da vi var kommet ud på søren, knappede vi en øl op og kastede i. Vi røg lidt smøger og nød solen. Men sørme om der ikke pludselig var bid. Det var min kæreste, der fik bid – “pyh ha, tænkte jeg, så slipper jeg for at have noget med fisken at gøre” – men da han havde halet i land, sagde han: “Nu tager du over, så du kan lære det. Piger skal kunne sådan noget.” – “Shit” … tænkte jeg, men man sidder jo ikke og er en sissy over for en dreng, man er knaldhamrende forelsket i.
Heldigvis havde vi fået en skalle på krogen, som var meget lille, og min kæreste besluttede, at vi bare skulle slippe den ud igen. … Så min øvelse kunne være værre. Heldigvis skulle jeg ‘bare’ tage fisken af krogen og smide den overbord. Den sprællede helt vildt og var glat som bare fanden, men det lykkedes mig at få krogen ud af munden på den – og det med at smide den ud var meget nemt – den hoppede jo nærmest tilbage i søen.

skalle

Mit held! … Skaller bider åbenbart meget nemt på krogen. (Fedt – endnu flere at ‘afkroge’). … Vi havde også lagt os i en lille ‘gyde’ på lavt vand med en masse sol og fluer … måske var det dét, der gjorde det, for det var bestemt ikke den sidste skalle, jeg skulle have af krogen og ned i vandet. Der kom ca. 10 styks på krogen, og hver gang sagde min kæreste: “Dén må du klare.” Nogle gange sad krogen nærmest inde i øjet på fisken, andre gange havde den sat sig absurd godt fast i kæben, men det lykkedes mig hver gang at få krogen ud af munden på den sprællende fisk og få smidt den i vandet. En enkelte gang flød en af skallerne dog i overfladen, da jeg smed den ud, men efter ca. 1 minut livede den heldigvis op igen.
Så var det, at fiskedagen ændrede sig totalt … der var bid igen; denne gang på min krog. Jeg halede og halede og var glad og stolt over, at jeg nu bare skulle have endnu en skalle i land, som skulle ‘afkroges’ og sættes tilbage i vandet – efter 7-8 skaller er man ved at få taget. Meeen det var som om, der var meget mere modstand end, der havde været før. Og ja, det var sørme heller ikke en skalle. Pludselig kom fisken til overfladen, og min kæreste råbte: “Det er en gedde“. Og der blev jeg vildt stolt – jeg kunne høre min kærestes glæde og tænkte: “Se, jeg har fanget en rigtig fisk helt selv.” Og han så endda ud som, at en gedde var en af de seje fisk, hvilket bare gjorde mig endnu mere stolt. Jeg skulle nærmest til at tænde min sejrs-cigaret, da gedden begyndte at trække som bare fanden. Som med skallerne hev jeg bare igen, men modsat med skallerne, hev gedden bare endnu mere igen, da jeg hev i den. Jeg panikkede, og mit adrenalin begyndte at pumpe – fisken var nu i vandoverfladen, og den var STOR. Jeg syntes jo selvfølgelig som pige også, at den så skiftevis ondskabsfuld og meget sød ud og var konstant splittet mellem, “jeg VIL bare have den op i kanoen”, og – “det er sørme synd for den, gid den slipper væk”. Desværre (heldigvis) fik jeg mit sidste ønske opfyldt – gedden og jeg kæmpede i lang tid, men desværre havde vi ikke medbragt et net, og den nåede at bide linen over, inden jeg fik halet den ombord. Det åndssvage er, at den på et tidspunkt var oppe og røre kanoens kant, og alligevel lykkedes det os ikke at fange den.

gedde

Det sjove ved fiskeri er, at selvom stængerne, linen, krogen, blinket, fiskestedet og fiskedagen er nøjagtig den/det samme, så får man alligevel kredit, når man fanger noget. Og min kæreste gav mig meget kredit for at have ‘fanget’ en gedde (selvom han i mine øjne ligeså godt kunne have fanget en). Noget, der hverken var sket før eller skete siden.
Selvom jeg havde syntes, det var lidt synd for gedden, var jeg ærlig talt skuffet over ikke at få den på krogen. Især da min kæreste sagde, at man var meget sej, hvis man fangede gedder. Og jeg kom da også flere gange til at tænke på sådan nogle Anders And-historier, hvor man ser en stor, lumsk fisk svømme rundt i en sø med 28 kroge i mundvigen, og derfor tænkte jeg: “Jeg skulle have fået ham!” Min kæreste var sød at berolige mig med, at gedder vist heller ikke smager særlig godt og vist er ådselædere – to argumenter, som normalt kan berolige en pige, men det fjernede desværre ikke skuffelsen.
Nogle dage efter vi var kommet hjem, talte jeg med min moster, som arbejdede for Skov og Naturstyrelsen. Skaller er åbenbart skidtfisk og åbenbart noget, der ødelægger økosystemet, og som man principielt burde slå ihjel, da de er en trussel mod flere danske søer; man må ikke bare hive hverken gedder eller andre fisk i land i Furesøen, da den er ejet af Skov og Naturstyrelsen. Furesøen er i øvrigt Danmarks dybeste (eller anden dybeste) sø – ca. 30-40 meter dyb – altså sådan at Rundetårn kunne stå i Furesøen, uden man ville kunne se toppen af det. Og som prikken over i’et: Pga. dens dybde kan Furesøen være meget farlig at sejle i – især halv-snalret – fordi der er mange stærke strømme. Alle fem oplysninger var jeg egentlig glad for at have modtaget efter turen!
Utroligt nok hindrede det mig alligevel ikke i at vende tilbage til både kanoen og Furesøen. En uge efter sad jeg igen ved gyden og ventede på min gedde. Men jeg fik den aldrig. Så ligesom i Anders And svømmer der i Furesøen en stor gedde rundt med min krog i kæben.

[mappress]


Udgivet

i

, ,

af

Kommentarer

4 svar til “Min gedde fra Furesøen”

  1. Jeppe U Avatar
    Jeppe U

    Rigtig spændende læsestof. Min kæreste kender også alt til den ambivalens, mange piger oplever, når de trækker en fisk i land. På den ene side er det jo pissesejt at fange en fisk, men på den anden side er det lidt synd for den :)

    Jeg har dog endnu ikke kunnet få hende med ud på en rigtig jagt efter råvildt, men det kommer nok en dag.

  2. Rasmus Avatar
    Rasmus

    Hæhæ… skøn historie. Den bringer minder. Hvem ved om den halv-meters gedde, der i 1980 sprængte linen (jeg fjols brugte ikke metalforfang) med min sort-gule DAM wobbler i gabet, stadig svømmer rundt i Store Kalv? Hvis den stadig lever, må den mindst være en meter lang… og hvis nogen fanger den, giver jeg dusør for at få wobbleren igen. :-)

  3. Morten Avatar
    Morten

    Sikke dog en skøn oplevelse du har haft. Og så på danmarks dejligste sø, som jeg i øvrigt selv har brugt hele livet.
    Jeg bliver helt glad inden i når læser beretningen. Din jomfrulige måde at opleve fiskeriet på er den måde alle lystfiskere (jeg selv inklusiv) blev smittet engang – og er et eller andet sted grunden til vi aldrig bliver kureret. For man ved bare at der er et ocean af nye oplevelser og muligheder, der bare ligger og venter på, at blive udforsket.

    Tak for de smukke billeder på nethinden – nu må jeg snart ud igen

  4. Morten Avatar
    Morten

    Du skal i øvrigt være så velkommen til, at tage ud og fange gedder på Furesøen en anden gang for fiskeriet er frit. det kan du læse lidt mere om her

    http://www.kbhamt.dk/pdf_pub/Temafolder%20Fiskeri-nordegn.pdf

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *