Ministre giver hinanden lov til at dumpe gift i Limfjorden

Miljøminister Kirsten Brosbøl og Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen, hhv socialdemokrat og radikal, er åbenbart enige om, at Limfjorden godt kan tåle lidt ekstra salt, kemikalier og tungmetaller.

Det er der så en hel del lystfiskere og andre naturvenner ved Limfjorden og Hjarbæk Fjord, som er uenige med de to ministre i. De samme mennesker finder det også lidt mærkeligt, at staten på denne måde kan give sig selv lov til at forurene. Men det er jo bare fordi Staten synes, at horsten skal være ren.

Oppe i Lille Torup, nord for Viborg, ligger der en kæmpemæssig saltknold nede i jorden. Det er en såkaldt salthorst, og den har vi danskere fået spulet hul, så vi kan lagre naturgas fra Nordsøen i den.

Der var godt nok nogle betænkelige miner i Nordjylland, da man i sin tid begyndte at snakke om at lagre naturgas nede i undergrunden. Kunne stadset ikke brænde og eksplodere? Men horsten blev udhulet og foreløbig ligger det meste af Himmerland der endnu, med Limfjorden skvulpende ved siden af.

Nu har Energinet.dk, som ejes af den til enhver tid siddende Klima-, energi- og bygningsminister, så ansøgt om og fået en såkaldt VVM-tilladelse til at spule salthorsten i Lille Torup ren, og det tilbageløbende saltvand, med diverse giftige urenheder i små eller større mængder, skal så ud i Limfjorden via Energinet.dk’s pumpestation ved Virksund-dæmningen, som ses på billedet herunder. Denne beslutning og efterfølgende miljøgodkendelse fra Naturstyrelsen er blevet mødt med nogen skepsis i det nørrejyske.

virksund

Og det kunne da godt være, at mængden af giftige kemikalier og tungmetaller fra udskylningen af salthorsten under Lille Torup i virkeligheden er mindre end mængden af Strontium-90 i Stryhns Leverpostej, men det er næppe optimalt, når to statslige myndigheder sættes til at vogte hinanden. I mange år fik politiet jo også lov til at undersøge klager imod politiet, og dengang gjorde politiet jo aldrig noget forkert …

Når man i øvrigt kigger på, hvordan Naturstyrelsen på det seneste har ladet den danske havbund voldtage af grådige entrepenører og byggekoncerner, så kunne man måske et sted nære en nagende lille mistanke om, at denne slags nepotisme, magtmisbrug og magtfuldkommenhed er en del af virksomhedskulturen i de danske styrelser, ministerier og statslige selskaber.

Måske skulle Kirsten og Rasmus stikke hovederne sammen:

Kisserdrasmushelvegulrikjantzen

– Hej Rasmus, fik du den der tilladelse ifølge vores bekendtgørelse om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet i medfør af lov om planlægning?

– Du mener VVM’en? Hvad med den?

– De gamle drenge på Sportsfiskeren.dk kritiserer os for at holde sammen. Se selv her:

http://www.sportsfiskeren.dk/staten-giver-staten-tilladelse-til-miljoeforurening-i-limfjorden

 

 

 

foto af rasmus helveg/ulrik jantzen

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *