Puds Fiskerikontrollen på tyvfiskerne

I forlængelse af artiklen om østeuropæiske mad- og tyvfiskere (4. maj) bringer vi herunder en artikel af Niels Riis Ebbesen om tyvfiskeri og Fiskerikontrollens yderst begrænsede tilstedeværelse ved fiskevandene, der – ligesom tyvfiskernes fiskemoral – er nærmest kriminelt ringe. Tjekker Fiskerikontrollen overhovedet lystfiskere?

Jeg er opvokset tæt på Farum Sø, og jeg var ikke ret gammel da nogle lidt større drenge viste mig, hvordan de kunne fange skaller og aborrer med en hasselkæp, som var monteret med en stump nylonsnøre og en krog, der var agnet med en regnorm. Og en fisk som spræller for enden af en kort stump nylonline, er jo virkelig noget, der taler til jagtinstinktet inde i enhver dreng.

Op gennem min barn- og ungdom har jeg brugt tusindvis af timer på og ved Farum Sø, hvor jeg med alle sanser har registreret og iagttaget naturen, medens jeg ventede på, at der var en fisk, som bed på min agn. Og alle disse fisketure har givet mig et væld af gode oplevelser, og en masse værdifulde minder. Undervejs fik jeg også lært, at der både var skrevne og uskrevne regler, som regulerede lystfiskeriet, og som man bare skulle overholde.

Tilbage i 50’erne – 60’erne og til dels også i 70’erne var den generelle i holdning i samfundet, at man under ingen omstændigheder tolererede tyvfiskeri eller ulovligt fiskeri. Der blev virkelig brugt ressoucer på at håndhæve lovgivningen, og der blev slået hårdt ned på de, som blev taget for tyvfiskeri. Det var kun os drenge som gik helt fri af reglerne, vi kunne lystfiske alle steder, uden et dagkort, fisketegn eller andre begrænsninger. De voksne havde nemlig den holdning, at lystfiskeri er var en sund fritidsbeskæftigelse, og de fleste steder er det heldigvis stadig sådan, at man ser helt bort fra alle regler, i forhold til mindre børn som lystfisker.

Farum Sø er statsejet, og dengang blev den administreret af Statsskovvæsenet. Derfor var det skovfogeden, som stod for lov og orden på søen, og han sejlede hyppigt ture på søen, hvor han systematisk kontrollerede alle både og tjekkede, at alle regler blev overholdt. Fru Olsen, som ejede og drev Farum Sø bådeudlejning, var også meget striks; hun lod ikke lystfiskere ro ud på søen i hendes udlejningsbåde, med mindre de havde købt et dagkort, som gav dem ret til at fiske i søen. Og den meget nærværende kontrol medførte, at der ikke rigtig var nogen, som forsøgte at overtræde reglerne; alle var jo bevidste om, at der var en meget stor risiko for, at de kunne blive taget på fersk gerning.

Tyvfiskeri er blevet helt normalt

Når jeg nu om stunder er på fisketur eller færdes i naturen, så sker det desværre alt for ofte, at jeg ser voksne lystfiskere, som helt åbentlyst tyvfisker eller overtræder de gældende regler, som der er for lystfiskeriet i den pågældende sø. Tidligere gjorde jeg konsekvent disse tyvfiskere opmærksom på, at deres fiskeri var i strid med lovgivningen. Men jeg er for længst holdt op med at konfrontere tyvfiskerne med deres lovovertrædelser, da de enten reagerer negativt eller helt ignorerer mine henvendelser.

Her i de seneste år er der tillige kommet ekstra mange udenlandske tyvfiskere. Det er hovedsageligt østeuropæere, som dyrker deres interesse for lystfiskeri, uden at de har sat sig ind i de danske regler på området, og noget kunne tyde på, at det er et helt bevidst valg.

Hvis man henvender sig til de østeuropæiske lystfiskere med almindelig hyggesnak, og spørgsmål om de har fanget noget, så får man som regel nogle gode svar på gebrokkent dansk, men hvis man så begynder at forklare dem, at de skal ha’ et fisketegn, og at de skal være medlem af en fiskeklub, som har fiskeret i den sø som de fisker i, så forstår de pludselig hverken dansk, engelsk eller tysk.

Men det allerværste er godt nok, at alle disse østeuropæiske lystfiskere også er regulære madfiskere, som konsekvent slagter alt hvad de fanger, uden hensyn til mindstemål og fredningstider. Her i starten af april oplevede jeg to polakker, som fiskedede fra bredden i Buresø, i øvrigt kun 20 meter fra et skilt, der både har et piktogram og en tekst med ‘fiskeri forbudt’. Jeg hyggesnakkede lidt med dem, og de viste mig stolt en bærepose med tre mindre gedder, hvoraf to var så små, at jeg på ingen måde var i tvivl om, at det var undermålere.

Lystfiskeri fra bredden er her i de senere år blevet givet frit i flere af de statsejede søer, men der er en del, som ikke vil nøjes med bredfiskeriet, de har anskaffet sig flyderinge, gummibåde, fiskekajakker og pontonbåde, og med disse fartøjer sejler de ud og fisker på søer, hvor de hverken har tilladelse til sejlads eller fiskeri. Og de allerværste af dem anvender også ulovlige redskaber: På mine fisketure er jeg personlig stødt på både garn og kasteruser.

Det er da også lidt tankevækkende, at en COWI-undersøgelse er kommet frem til, at der i Danmark er omkring 600.000 lystfiskere, når der kun er knap 200.000, som løser et lystfiskertegn eller fritidsfiskertegn. Differencen på de 400.000 lystfiskere er simpelt hen for stor til, at den kan bestå af børn og unge under 18 år og pensionister over 65 år, som ikke skal løse et fisketegn.

Den manglende fiskerikontrol

Når jeg tænker tilbage, så må jeg desværre konstatere, at selv om jeg hen over de sidste 40 år i snit har været på fisketur en til to gange om ugen, så har jeg endnu til gode at møde Fiskerikontrollen. Jeg har faktisk ikke oplevet at blive tjekket siden dengang jeg var helt ung, og hvor det var skovfogeden, som stod for lov og orden på Farum Sø. Derfor er min konklusion, at det omsiggribende og allestedsnærværende tyvfiskeri skyldes, at risikoen for at blive taget af Fiskerikontrollen er så godt som ikke eksisterende.

Og derfor er løsningen en meget mere effektiv kontrol. Maskerne i Fiskerikontrollens net skal være så små, at det virkelig bliver risikabelt at tyvfiske, og så bør der også strammes op på sanktionerne, så tyvfiskerne ikke kun får en bøde; der bør også ske en konfiskation af alt deres udstyr og redskaber, herunder de både eller andre fartøjer, som de har anvendt i forbindelse med deres tyvfiskeri.

Jeg er i øvrigt overbevist om, at de store flertal af de 150.000 danske lystfiskere, som hvert år løser et fisketegn, vil være indstillet på at betale 100 kr. mere om året for deres fisketegn, hvis merprovenuet på 15 mill. ubeskåret bliver anvendt til flere fiskerikontrollører, og at Fiskerikontrollen laver en hjemmeside, hvor den på ugebasis og i summarisk form oplister alle dens ‘fangster’ af tyvfiskere og ulovlige redskaber, så lystfiskerne for alvor kan se, at de virkelig får nogle resultater for pengene.

© 23. november 2014 Niels Riis Ebbesen