Så er der kommet 106 siders 2015-katalog fra Savage Gear, og bl.a. geddefiskerne kan glæde sig over, at der er masser af flotte specimen-gedder at kigge på. Der er også en masse interessante jigs, som bliver stadig mere og mere naturtro, så et evt. kommende forbud mod levende agnfisk nærmest ser ud til at være ligegyldigt. Hvis jeg var en gedde, ville jeg foretrække gummidyrene!
Ud over en masse grej, man kan sidde og kigge på her i årets mørkeste tid, så er der også lidt læsestof at hente på de mange, flot layoutede sider. De lidt ældre lystfiskere kan nok huske den hype, der engang var omkring ABUs Nap&Nyt-katalog. Savage Gear (og Svendsen Sport) lever flot op til dén tradition (Kataloget er i pdf-format). Og så er der små, indlejrede videoer, hvor danske Mads Grosell, som har været fiske-guru i en menneskealder, giver nyttige tips og tricks til, hvordan man får grejet til at virke bedst muligt. Desuden små 360 graders præsentationer, hvor du kan dreje fx en wobbler hele vejen rundt. Dét er sgu da interaktivt!
Og det er ikke gedder det hele … Måske kunne Savage Gear i fremtidige udgaver lade et par af de meget yndige unge damer, som præsenterer nogle af de flotte fisk i kataloget, få en lille optræden på video? De fleste fangster præsenteres dog af mænd, som rent faktisk ser ud som rigtige lystfiskere (og sikkert også er det), så hurra for det.
Vær’go’ at kigge med her: http://viewer.zmags.com/publication/2aa1b369#/2aa1b369/46
Skriv et svar