Se på manden herover. Han har fanget en pæn lille sol-aborre, en såkaldt pan fish, som hedder sådan fordi den er lige til at smide på panden, lidt ligesom vores hjemlige skrubber. Han er den duftmarketingsansvarlige hos Fizards og i øvrigt en rigtig, amerikansk madfisker.
Og der er intet galt i at være madfisker, for det er jo dét, lystfiskeri oprindeligt handler om. Vi mænd (og enkelte kvinder, heldigvis) kan godt lide at fange dyr, aflive dem og bringe dem hjem til ildstedet. Derfor er vi som regel også lidt resultatorienterede, og derfor kan en hel tangskov af små og store producenter brygge deres snake oil; de mange duftstoffer i alle mulige former og emballager, som vi køber i dyre domme, smører på os selv, på tøjet, i ansigtet og på grejet, fordi vi tror, at det vil tiltrække flere fisk.
Overskriften på denne artikel med den tophemmelige opskrift er direkte inspireret af de mangfoldige anprisninger, som i reklamer og på emballagen gladeligt fortæller os de mest fantasifuldt uhyrlige påstande om, hvor sindssygt fiskene ellers lige hugger, når du først har dryppet lidt af det dyre tryllemiddel på din lille gummiorm.
Flaskerne og tuberne flyder over med alt andet end relevante informationer på ydersiden. I stedet er der antydninger af råvarer fra regnskoven, raketvidenskab, troldkunst, medicin, biologi og naturlige ingredienser, tilsat en krogspids vodoo eller wahoo med soya-protein. Der er åbenbart slet ingen kontrol med eller regler for, hvad der kan siges og loves om lokkemadens egenskaber. Overskriften til denne artikel kunne ligeså vel også have lydt: Fiskene bider bedst på Wendy’s Brystmælk. Der er tilsyneladende helt frit slag, så længe man ikke lover noget om, at ens produkter er sundhedsfremmende og muligvis kan tage markedsandele fra medicinalindustrien.
Men skallemaddingproducenten Trapper (herover) har dog fundet det nødvendigt at gøre opmærksom på, at deres skallelokkemiddel ikke er giftigt. Formodentlig indeholder det heller ikke eksplosive væsker eller celleforandringer. Men sælger de også en giftig version?
Fiskeguide Jerrod Gibbons (som tydeligvis véd alt om, hvordan man holder en fisk) nøjes med at kalde sin Super dipping sauce for “ikke egnet til menneskeføde”, og så har han sit helt eget slogan: If you can fish it, you can dip it, som nok skal forstås derhen, at man med fordel kan dyppe alle former for fingre, fluer, blink, orme, jigs, wobblere og alle mulige (Not for use by children) andre former for potentiel agn en tur ned i Jerrods super dyppesovs.
Interessant er det også, at internetsøgninger på lokkedufte til fisk viser, at man ovre i det amerikanske samfund har maller (catfish), som godt kan lide duften af WD40 smøremiddel. De bruger det i hvert fald til formålet, de lokale lystfiskere. WD40 hedder sådan fordi man fandt formlen på det vandskyende (Water Displacement) middel i forsøg nummer 40, altså: WD40
Hvis du selv vil fifle med lokkedufte (og evt. få et forklaringsproblem over for dine nærmeste) derhjemme, så har gode, gamle YouTube flere indslag, der forklarer hvordan du kréerer din egen duft med bl.a. Crisco (olivenolie):
… det er vist det, man kalder viral reklame.
Gad i øvrigt vide om de er klar over det der fænomen med WD40 hos T. Hansen og Silvan? Der er jo penge i det, hvis man kan nøjes med en 20’er for en dåse WD40 på tilbud i stedet for de dyre duftende olier. Og hos WD40 kunne de branche ud i et nyt marked. Ren win-win.
Hvis vi ser bort fra kaffe, smøger, chilipeber, pibesovs og parfume, så synes de andre hvirveldyr, herunder fisk, også at sukker, stivelse, fedt og protein smager godt i de rigtige blandingsforhold. Derfor kan man – meget generelt – antage, at hvis noget smager godt for dig, så vil en fisk sandsynligvis være enig, selv om I kan være uenige om, præcis hvilken slags sild, der smager bedst: den rå eller den røgede?
Og så er der – selvfølgelig – klassikeren fra reklamehåndbogens side 1: Den søde pige, som her er flankeret af noget fiskevand og et knippe fisk. Men de der reklamefolk er jo ret smarte, så de har allerede dirigeret vores/din underbevidsthed hen til det væsentlige: den lille flaske med fiskeolie i pigens hånd, som jo er årsagen til succes’en ved fiskevandet. Du var sikkert slet ikke klar over, at den lille fiskeolieflaske med det utydelige logo i virkeligheden var det første, du bemærkede på billedet. Var du vel?
Når man kommer tættere på, er det selvfølgelig ganske let for alle at se, hvordan den lille flaske mede det spændende indhold stjæler hele opmærksomheden hos de fleste lystfiskere. (den unge pige på billedet hedder i øvrigt Wendy, og hun bor hjemme og syr alt sit tøj selv).
Og tilsyneladende kan fiskedufte fremstilles i alle farver og opbevares i meget forskellige emballager. Smelly Jelly i pigepink, blå Rhodium-olie (Rhodium er et ædelt metal) og så brændstof til krabber og rejer. Vi er vist nede ved gumbo-gryderne i Cajun-land. Et af de i Danmark kendte mærker, Berkley’s Gulp, skal spraye duften af levende reje ud i en fin aerosol på endegrejet.
(Rhodium: http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Kemi/Grundstoffer/rhodium)
Noget lokkemad – især den til meget sultne maller og karper – sælges i industristørrelse spande, og mange af plastsækkene med boilies-foderkugler ligner mest af alt katte- eller hundemad, og så er der alle de andre tuber, krukker, stifter, plastposer og sprayflasker med flydende krill og olier og specielle ingredienser … I det hele taget et meget bredt marked, som vi ikke ser så meget af hos de virtuelle forhandlere i lille Danmark.
Og så tager vi et smut i specialbutikken: The Love Sauce er slet ikke beregnet til at duppes på læberne af den unge dame, men er til at kildre næsetrådene hos catfish (som på dansk hedder maller). I øvrigt ser produktet ud til at være markedsført af en kondom-fabrik (for nu at foreslå noget neutralt). Derimod er den lille, blå atomizer-intimspray beregnet til at tiltrække kvindelige sild i farvandet, da den indeholder mandlige feromoner. Krill-olien ved siden af er også beregnet på mennesker; i dette tilfælde skal det åbenbart gå ud over børn, og de maste krill er spicet op med appelsinsmag. Yderst til højre er der Blod-Orm Brygget, som antyder, at de alien-agtige blodorm (som i virkeligheden er nogle ganske små kræ) er blandet ind som en bestanddel af et sort heksebryg. Alt sammen emballeret i ren tegneserie, men grafisk ganske flot fortalt.
Der er ingen tvivl om, at de fleste fisk har en god lugtesans. Faktisk har langt de fleste fisk en lugtesans, der er oceaner bedre end vores, så der er al mulig grund til at dufte “godt”, når man fisker. Så igen, husk at lade være med at dufte af tobakstjære, trawler, ringsæl, isbjørn, fiskeørn eller skarv, når du fisker.
Du kan sagtens købe dig fattig i fiskedufte, for nogle af produkterne koster pænt meget. Men hvad er det, du betaler for? Tror du på magien, markedsføringen og videnskaben, eller kan du, med samme gode resultat, bare vaske hænderne i stedet?
En tidligere kollega (en dame), som også fiskede, fortalte mig engang, at hun købte noget fiskeleverolie på apoteket, som hun smurte på fingrene under fiskeri, så fiskene ikke blev skræmt af hendes nikotinfingre. Tilsyneladende virkede det udmærket. Hun fangede i hvert fald flere fisk end gennemsnittet.
Den slags véd de også godt ude hos producenterne, så det bliver emballagen og fortællingen bagved, der skal sælge de mange fiskedufte til os. Derfor kan vi få fiskedufte i så mange forskellige indpakninger, så både handymanden med sin live Baitmate og den asatro astrolog med sin sejd kan tro på, at de vil fange flere fisk.Vi ville nok klare os lige så godt med fiskelevertran og en omgang håndvask, men lystfiskeri er ikke nogen eksakt videnskab, så lidt “overtro” på flaske eller spraydåse er måske ikke helt dumt alligevel?
Troen kan flytte bjerge, så det vil ofte være en hjælp for moralen, hvis du i fisketasken har “et hemmeligt våben” i form af noget kunstigt duftstof (hvis effektivitet af nogle anses for at være ligefrem proportional med prisen) med i fisketasken, og mange put&take-fiskere vil slet ikke tage ud at fiske, hvis de ikke har deres Powerbait i mindst tre varianter med i rygsækken. De mange nye gummi-jigs på markedet er meget velegnede til at opsuge fiskeduftende olier, og de kan dermed dufte af noget, der (muligvis) får fiskene til at hugge.
Men ellers kan du gnide lidt på en død sild eller nulre en regnorm mellem fingrene, før du skal til at fiske.
Så synes i det mindste fiskene at du dufter godt.
ps:
Lige tre spørgsmål til den opmærksomme læser:
1) Havde Wendys ørestift samme farve som hendes neglelak?
2) Hvilke to farver var der i logoet på den lille flaske i Wendys venstre(?) hånd?
3) Var der en eller to svaner ved springvandet på søen?
Skriv et svar