Det traditionsrige DM i Fluebinding for både juniorer og seniorer bliver igen afholdt på årets Jagt & Outdoor messe i Odense, som løber af staben den 1. – 3. april 2016. Interessen for at blive Danmark bedste fluebinder har i år været større end sidste år, og forventningerne hos arrangørerne er derfor høje.
De ti bedste juniorfluebindere og de ti bedste seniorfluebindere er allerede blevet udvalgt til at dyste foran publikum på årets Jagt & Outdoor messe. Danmarks bedste fluebinder bliver kåret af et udvalg bestående af repræsentanter fra Danmarks Sportsfiskerforbund og Federation of Fly Fishers Denmark og med formanden for DM udvalget, Søren Glerup, i spidsen.
Finalisterne er blevet udvalgt på en helt ny måde til årets DM. Nogle af finalisterne er fundet på Roadshows, som har fundet sted fem forskellige steder i landet. Den anden halvdel af finalisterne er kvalificeret på traditionel vis, hvor de har indsendt tre forudbestemte fluemønstre til bedømmelse.
Til finalen bliver sværhedsgraden dog hævet, da finalisterne først får fluemønstrene i hånden fire timer før, at fluerne skal afleveres til bedømmelse af udvalget.
“Vi har valgt at holde DM i fluebinding på Jagt & Outdoor messen i erkendelse af, at det er den største messe inden for vores område. Der er høje forventninger til finalen, da det er nogle rigtig dygtige finalister, vi har med i år. Jeg er især imponeret over juniorerne og vil faktisk vove den påstand, at de er så dygtige, at de også kunne dyste med seniorerne”, siger Martin Hedegaard fra Danmarks Sportsfiskerforbund.
Niveauet til årets DM er højt, og ser man på finalistnavnene, er der også flere gengangere fra sidste år. Det skyldes blandt andet, at vi i Danmark er dygtige til at udvikle nye fluer. Før i tiden brugte man kun fluer til laks og ørred, men i dag er man også begyndt at bruge fluer til fangst af andre fisk såsom gedde, sandart, aborre og torsk. Hos Danmarks Sportsfiskerforbund tror man på, at det kun vil gøre de danske fluebindere endnu dygtigere fremover.
“Jeg tror, at det høje niveau skyldes, at der har været en lang tradition for fluebinding i Danmark. Den tradition har skabt basis og grobund for, at fluebinding i dag har en så markant plads i foreningernes aktiviteter landet over. Derudover er Danmark et godt fluebinderland at bo i, fordi vi har masser af vand og mulighed for at fange mange forskellige fisk. Det er hemmeligheden bag, at danskerne er så dygtige“, siger Martin Hedegaard, som selv har været dansk mester i fluebinding, dengang DM i fluebinding stadig var uofficielt.
Han fortæller desuden, at danske fluebindere også er stærkt repræsenteret uden for landets grænser, og især Norge og Sverige holder et vågent øje med fluebinderne fra Danmark. Det gælder også i en række fora på nettet, hvor danskerne spreder budskabet, og samtidig bliver anerkendt for deres dygtighed.
Finalen for juniorer bliver afholdt lørdag d. 2. april kl. 10.00 i Hal C. Vinderen bliver offentliggjort kl. 16.00, hvorefter der er præmieoverrækkelse.
Finalen for seniorer bliver afholdt søndag d. 3. april kl. 10.00 i Hal C. Herefter offentliggøres vinderen kl. 16.00 efterfulgt af præmieoverrækkelse.
Skriv et svar