Uenighed mellem DSF og klubberne om levende agnfisk

Fødevareminister Dan Jørgensen lancerede sidste år tanken om et forbud mod levende agnfisk, men om det bliver til meget mere end signalpolitik i et valgår er nok et rigtig godt spørgsmål.

Derimod har forslaget virkelig stukket lus i skindpelsen mellem Danmarks Sportsfiskerforbund og fiskeklubberne ude i landet. Mens DSF har taget godt imod forslaget, så har et flertal af medlemmerne i fiskeklubberne vendt sig imod et forbud mod levende agnfisk. Tilsyneladende har DSF dog valgt at lægge et solidt låg på uenigheden, og det har fået lystfisker- og miljøprofilen Niels Riis Ebbesen (billedet herunder) til at fare i blækhuset.

Vi bringer Niels’ indlæg her.

Lystfiskerforum og andre åbne fora for lystfiskere, er der blevet fremsat mange gisninger om forløbet af det dialogmøde, som DSF afholdt 26. november i Roskilde. Her havde DSF havde inviteret repræsentanter for de sjællandske lystfiskerklubber og sammenslutninger til en snak om det potentielle forbud mod anvendelse af levende agnfisk i forbindelse med lystfiskeri. Og hvis man kun har læst DSF’s udlægning af mødet, så kan man godt få det indtryk, at mødet var den rene idyl, og at man næsten var enige om alting. Men nu er Lystfiskeriforeningen kommet på banen med en udmelding omkring dialogmødet (se nedenstående citat fra lederen i Lystfiskeri-Tidende), og af den fremgår det, at stort set alle de sjællandske lystfiskere, som deltog i mødet, udtrykte modstand mod det potentielle forbud mod anvendelse af levende agnfisk. Og at DSF alligevel stædigt fastholdt deres støtte til forbuddet.

DSF’s lægger i deres referat umådelig stor vægt på, at der på mødet var bred enighed om, at der fremadrettet skulle være en tættere dialog mellem DSF og alle de lystfiskerklubber og sammenslutninger, som står uden for forbundet, og det er jo stort set en “gratis omgang”, som det er meget svært at være uenig i.

Men status er, at DSF forsat fastholder anbefalingen til fødevarevareministeren om, at der skal indføres et forbud mod at anvende levende agnfisk.

Og DSF har helt fravalgt den mulighed, at Verner W. Hansen kunne kontakte fødevareministeren og meddele ham, at DSF har måttet konstatere, at forbundet ikke har rygdækning blandt de danske lystfiskere til en anbefaling af forbuddet mod brugen af levende agnfisk, og at han derfor må trække den tidligere udstedte anbefaling tilbage.

Det er elles meget sandsynligt, at fødevareministeren ville være særdeles lydhør, da der skal være folketingsvalg i 2015, og her i Danmark er der jo tradition for, at der ikke er nogen politikere som tør indføre upopulære love i et valgår. Og derfor er der store chancer for, at Dan Jørgensen straks vil putte lovforslaget omkring brugen af levende agnfisk ned i den bagerste arkivmappe i den nederste skuffe, hvis DSF fortalte ham, at ca. 70% af de 650.000 danske lystfiskerne er imod forslaget.

Herunder bringes Lystfiskeriforeningens syn på dialogmødet

Citat fra lederen i Lystfiskeri-Tidende, januar 2015
Alle brave bydes velkommen til det nye fiskeår.Vi starter dog med en lille orientering, der relaterer sig til det forgangne år. På de ydre linjer har Lystfiskeriforeningen deltaget i et dialogmøde arrangeret af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) efter vor rekommandation. Mødet omhandlede det potentielle forbud mod brug af levende agn og uenighed mellem sjællandske lystfiskere og DSF om støtte til dette forslag.Stort set alle sjællandske lystfiskere udtrykte modstand mod det potentielle forbud. Mødet konkluderede, efter en engageret debat ført i god tone, at vi forsat er uenige om eftergivenhed overfor forslag fra andre pressionsgrupper. Dog ledte mødet frem til en forståelse for, at forsat rettidig dialog er vejen frem, og at denne måske kan øge enigheden blandt alle lystfiskere på andre områder. DSF opfordrede til at fremsende synspunkter for hvordan dette kunne fremmes, samt i det hele taget andre gode forslag til DSF’s ageren og struktur fremover.

Lystfiskeriforeningen har fulgt opfordringen og primært foreslået en geografisk struktur, nye veje til stop for garnfiskeri i ferskvand, samt en transparens og adskillelse af medlemskontingent og indførelse af frivilligt abonnement på DSF’s medlemsblad. Ikke dermed sagt at Lystfiskeriforeningen nu automatisk bliver medlem af DSF, men med opfyldelse af ovenstående vil vi være bedre rustet til at gøre en “pro et contra” vurdering.

Med Brav hilsen
Formanden

 


af

Tags:

Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *